Ordklasser

Jeg sidder i disse dage og er ved at redesigne den database, som RetKomma anvender til at finde ordklasser for de enkelte ord. Databasen er groft sagt bare et stort leksikon, hvor hvert ord har et tag, der markerer dets ordklasser – ikke meget forskelligt fra et opslag i retskrivningsordbogen.

Men det har fået mig tilbage til nogle gamle tanker, jeg har haft om ordklasser og lignende. I Elementær Dansk Grammatik skriver Diderichsen en del om, hvad ordklasser er. Han tager udgangspunkt i Brøndals meget læsværdige teori i bogen Ordklasserne fra første halvdel af det 20. århundrede. Brøndals inddeling er meget semantisk anlagt, men er i og for sig ikke væsensforskellig fra de traditionelle ordklasser, der har været anvendt i efterhånden mange hundrede år.

RetKomma anvender kun i meget lille grad ordklassernes semantik, men derimod er begrebet forekomst helt centralt. Hvis et ord forekommer i en bestemt kontekst, får det et bestemt mærkat. Det er en tankegang, der nok hovedsageligt er inspireret af Louis Hjelmslev.

Som eksempel kan man tage ordet led. Det er et eksempel på en streng, der kan modsvares af flere forskellige betydninger. Ordet led kan således være en manistation af formerne:

  • Imperativ af verbet at lede, fx led efter den legoklods, Anders
  • Ubestemt singularis af substantivet et led, fx jeg har købt et ekstra led til dit ur
  • Adjektiv, fx du er godt nok en led karl

Hvis man ser på, hvilke forekomstmuligheder disse tre ordformer har, fremstår følgende:

  • imperativ af at lede: står som eneste verbum i en sætning, og som regel som første ord i sætningen efter en eventuelt konjunktion
  • substantiv: står sidst i et nominalled (dvs. i et subjekt, objekt eller prædikativ) før et eventuelt adled
  • adjektiv: står umiddelbart før et eventuelt substantiv i et nominalled.

Hvis vi ser på adjektivet og substantivet, kan de to regler formaliseres noget i retning af således:

(ADJ)*(SUB)?

(ADJ) er en forkortelse for adjektiv, (SUB) er en forkortelse for substantiv, * betyder, at det foregående kan gentages et vilkårligt antal gange, ? betyder, at det foregående er fakultativt (behøver ikke forekomme).

Det vil sige, at vi kan forvente følgende kombinationer:

() 
(SUB)
(ADJ)
(ADJ)(SUB)
(ADJ)(ADJ)
(ADJ)(ADJ)(SUB)
(ADJ)(ADJ)(ADJ)
(ADJ)(ADJ)(ADJ)(SUB)
etc.

Først en tom streng, idet ingen af elementerne (ADJ) og (SUB) er obligatoriske, dernæst en kombination af et vilkårligt antal adjektiver (dog mindst ét), som eventuelt efterfølges af et substantiv. Af denne definition fremgår det, at ordformer, der enten kan analyseres som en adjektivform eller som en substantivform lige så godt blot kan repræsenteres som én form, nemlig som en adjektiv-form. Det gør ingen forskel i analysen, så længde man ikke ser på semantikken, naturligvis.

Betyder det, at substantiver er overflødige i et sådant system? Nej, overhovedet ikke. Men det betyder, at i de afgrænsede tilfælde, hvor der er sammenfald (homonymi) mellem en substantivform og en adjektivform, så er substantivformen en overflødig information. Det er den derimod ikke i de øvrige tilfælde, da substantivet i et forekomstlogisk system har en meget vigtig funktion: det afgør nemlig, hvornår nominalledet ‘stopper’, fordi det altid vil være placeret på den sidste plads umiddelbart før et eventuelt adled (som fx en relativsætning). Substantiver er således med til at bestemme den syntaktiske analyse, fordi de leverer en syntaktisk information om det sætningsled, de er en del af.

2 responses to “Ordklasser

  1. jeg forstår det simpelthen ikke..

  2. Den centrale ídé er i første omgang at se bort fra ordenes betydning og kun se på, hvor ordene forekommer i sætningen og i de enkelte sætningsled.

    Fx:

    1. Der er meget skidt på gulvet
    2. Jeg har det meget skidt

    I begge tilgælde er ‘meget skidt’ ét led, men de er opbygget forskelligt. I første sætning er ‘meget’ et adjektiv, mens ‘skidt’ er et substantiv. I anden sætning er begge ord adjektiver.

    Hvis man kun ser på sætningernes form, kan man (og her kan man fx oså være en computer) vælge at analysere ‘meget skidt’ som enten et adjektiv efterfulgt af et substantiv, eller som to adjektiver, dvs. (ADJ)(ADJ) eller (ADJ)(SUB).

    Substantiver har normalt – igen, hvis man kun ser på forekomst – den egenskab, at de forekommer til sidst i et nominalled – altså som leddets sidste ord. Men hvis substantivet er flertydigt – dvs. homonymt – mellem en adjektivform og en substantivform, mister det enkelte ord denne egenskab – det er med andre ord “ligegyldigt”, at vi normalt siger, at ord som ‘skidt’ enten kan være et adjektiv eller et substantiv, for i et forekomstlogisk system har det kun adjektivets egenskaber. Med andre ord kan man i denne redefinition af ordklassebegrebet hævde, at ord som ‘skidt’ er et adjektiv. At det også kan være et substantiv er således en ligegyldig information, da det altid vil kunne efterfølges af et andet ord og dermed ændre ordklasse til adjektiv.

    Samtidig siger jeg, at substantiver, der ikke er homonyme mellem en adjektivisk og en substantivisk form, bærer en meget vigtig information, idet de er med til at bestemme den syntaktiske analyse, hvilket er meget interessant. Substantivet bærer nemlig informationen: her stopper der et sætningsled!

    Man kan i øvrigt lokalisere andre ordklasser, der under bestemte forhold på en tilsvarende måde indikerer træk ved den syntaktiske analyse.

    Håber det hjalp:)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s